Nyati Safari+45 70 26 04 07
Nyati Safari
Nyati SafariSøg

Generelle betingelser

Teknisk arrangør

Alle rejser er arrangeret af NYATI Safari i samarbejde med fly- og transportselskaber, lokale hoteller og agenter. NYATI Safari er medlem af Rejsegarantifonden (reg. nr. 1803) og medlem af Danmarks Rejsebureau Forening.

Aftalegrundlag

Disse generelle betingelser danner sammen med kataloger, foldere og andet salgsmateriale, tillige med fakturaen og dennes bilag, aftalen om deltagelse i rejsen. Rejsedeltagerne er forpligtet til at underskrive sædvanlig “Indemnity form” ved ankomsten til NYATI Safari Lodge i Sydafrika. Kopi af denne kan ses her

Tilmelding

Aftalen er bindende for begge parter, når depositum er rettidigt modtaget. Ved betaling af depositum bekræfter kunden hermed at have gjort sig bekendt med samt at have accepteret de skriftlige og/eller i brochurematerialet oplyste vilkår for rejsen. Alle navne og fødselsdatoer skal oplyses i nøje overensstemmelse med de i rejsedeltagernes pas anførte. NYATI Safari garanterer ikke, at der er plads på de udbudte produkter før bekræftelse er modtaget fra leverandører/samarbejdspartnere.

Depositum/Rate 1

Samtidig med tilmeldingen indbetales et depositum på 30% af rejsens pris (100% hvis bestilling sker senere end 3 måneder før afrejse) med mindre andet er anført for den pågældende rejse i i tilbuddet og på fakturaen. Er depositum ikke indbetalt inden den angivne frist, bortfalder rejsen.

Slutbetaling/Rate 2

Restbeløbet skal være indbetalt og NYATI Safari i hænde senest 90 dage før afrejse med mindre andet fremgår af den fremsendte faktura. Ved for sen betaling forbeholder NYATI Safari sig ret til at annullere rejsen og beholde det indbetalte depositum.

Flybilletter, detaljeret rejseplan og øvrige rejsedokumenter vil blive fremsendt senest 10 dage før afrejse.

Rejsens pris

Rejsens pris omfatter de i programmet nævnte ydelser. Størstedelen af skatter og afgifter vil være inkl. i rejsens pris. I en del lande kan der dog forekomme skatter, som f.eks. Lufthavnsafgifter, som kun kan betales kontant på stedet. Med mindre andet er anført, er disse ikke inkl. i rejsens pris og betales direkte af den rejsende.

Betaling af rejser

Du kan betale din rejse via fremsendte betalingslink, ved bankoverførsel eller med den på fakturaen angivne FIK-kode.

Vi accepterer følgende kort: VISA/Dankort, VISA, VISA Electron, Maestro og Mastercard. Vær opmærksom på at ved betaling med visse typer kort tilkommer gebyr til kreditkortselskabet.

Afbestilling

Afbestilling af rejsen skal foretages skriftligt. Et ekspeditionsgebyr svarende til det indbetalte depositum vil blive opkrævet ved afbestilling tidligere end 3 måneder før afrejse. Afbestilling senere end 3 måneder før afrejse medfører tab af retten til tilbagebetaling. Hvis forholdene på rejsemålet inden for et tidsrum af 14 dage før afrejsen er af en sådan karakter, at der vil være nærliggende fare for kundens liv eller førlighed, dvs. krigshandlinger, naturkatastrofer smitsomme sygdomme refunderes rejsens samlede pris. Det vil dog være en betingelse at danske myndigheder (Udenrigsministeriet) direkte fraråder at rejse til det pågældende område.

.

 

Afbestillingsbeskyttelse

Det anbefales at tegne en afbestillingsforsikring, der dækker udgifter i forbindelse med afbestilling pga. akut lægedokumenteret sygdom, ulykkestilfælde eller dødsfald, der indtræffer inden afrejse hos rejsedeltageren selv, ægtefælle, samlever, børn, forældre eller søskende m.m. Afbestillingsbeskyttelse skal for at være gyldig være tegnet inden indbetaling af depositum/1. rate til NYATI Safari.

Ændring af bestilling & Overdragelse

Ønsker kunden at foretage ændringer til indholdet, herunder tilvalg af ekstra ydelser opkræves et ekspeditionsgebyr på Kr. 500.– pr. ændring plus eventuelle meromkostninger. Ændringer af afrejsetidspunkt betragtes som afbestilling og ny bestilling med de for afbestillingen gældende gebyrer og vilkår. Ændring, tilføjelse eller reduktion i antal destinationer betragtes som afbestilling og ny bestilling.

Overdragelse af rejsen

Generelt kan en rejse overdrages til en anden person mod betaling af de i den forbindelse knyttede udgifter, hvis arrangørens underleverandører accepterer det. I praksis er det dog vanskeligt at overdrage, da omkostningerne ofte er helt op til 100% af rejsens pris. Tegnede forsikringer kan ikke overdrages og refunderes ikke. Finder overdragelse sted, hæfter den oprindelige køber solidarisk for rejsens pris.

Udeblivelse og ubenyttede ydelser m.m.

Indfinder rejsedeltageren sig ikke på angivet tid og sted for ud- eller hjemrejsen, eller kan kunden ikke tiltræde eller fuldføre rejsen pga. manglende rejsedokumenter som f.eks. gyldigt pas, nødvendige VISA- og vaccinationsattester etc., har NYATI Safari ret til at beregne sig den totale pris for rejsen. Hvis kunden udebliver fra anførte transporter eller på anden måde undlader at udnytte de ydelser, som er bestilt, kan der ikke kræves godtgørelse for de uudnyttede ydelser.

Rejseforsikring

Den offentlige danske sygesikring (det gule sygesikringskort og det blå EU-sygesikringskort) dækker ikke for rejser udenfor Europa, og de fleste sygeforsikringer tilknyttet kreditkort m.m. giver ikke tilstrækkelig dækning ved rejser til Afrika. Det må derfor på det kraftigste anbefales at tegne en rejseforsikring, som dækker ubegrænset i forbindelse med evt. sygdom og hjemtransport. OBS: Tegning af nødvendige rejseforsikringer er på rejsedeltagerens eget ansvar, og NYATI Safari påtager sig intet ansvar som følge af manglende forsikringsdækning.

Kundens forpligtelser

Den rejsende har pligt til at sørge for gyldigt pas, visum og nødvendige vaccinationer, også for medrejsende børn. Tjek at du har tomme sider til stempler i dit pas før afrejse, da du kan blive afvist, hvis det ikke er tilfældet. Dit pas skal være gyldigt mindst 30 dage efter hjemkomst fra Sydafrika; dog 6 måneder, hvis du rejser til andre lande. Det er den rejsendes eget ansvar at sikre at ind- og udrejseregler til de lande, der besøges, overholdes. Det påhviler desuden den rejsende straks ved modtagelsen at kontrollere, at alle rejsedokumenter er korrekte, og navne stavet korrekt i henhold til pas. Hvis ikke, kan det føre til afvisning ved check-in. For navneændring i allerede udstedte dokumenter opkræves gebyr, som kan være op til prisen for en ny billet. Er du ikke dansk statsborger, er det dit eget ansvar at indhente oplysninger om gældende indrejseregler via ambassade eller konsulat. NYATI Safari påtager sig intet ansvar for de følger evt. manglende indrejsedokumenter, vaccinationer m.m. måtte medføre for den rejsende.

Programændringer/aflysning

NYATI Safari forbeholder sig ret til at foretage nødvendige ændringer af transportmidler, tidsplaner, hoteller eller andre forhold i forbindelse med rejsen. Underretning om sådanne ændringer vil blive givet hurtigst muligt. Den rejsende har i sådanne tilfælde kun ret til erstatning/afslag i prisen, hvis den ydelse, der modtages - fra et standardmæssigt synspunkt - væsentligt afviger fra den lovede ydelse. Aflysning af rejse kan finde sted, hvis tvingende forhold efter arrangørens skøn nødvendiggør dette og skal varsles senest 20 dage før planlagt afrejse. Ved aflysning vii rejsedeltagerne få de fulde indbetalte beløb refunderet. Her ud over ydes ingen godtgørelse.

Den tekniske arrangørs ansvar

NYATI Safari er i medfør af Pakkerejseloven ansvarlig for at gennemføre rejserne i henhold til programmet. NYATI Safari er dog ansvarsfri for mangler, ændringer og/eller aflysninger pga. force majeure eller force majeure-lignende hændelser, dvs. alle hændelser, som arrangøren ved aftalens indgåelse ikke har haft mulighed for at forudse, afbøde eller afværge (aftalebrud, overenskomststridige strejker, vejrlig m.m.).

Flyrejsen

NYATI Safari benytter udelukkende rutefly og anerkendte luftfartsselskaber med høj international sikkerhed og standard. NYATI Safari optræder alene som agent for de benyttede luftfartsselskaber, og NYATI’s ansvar for mangler samt person- og tingskader er således begrænset til det erstatningsansvar, vore leverandører har iht. den internationale lovgivning og bestemmelser om rejse med rutefly (Warszawa Konventionen).

NYATI Safari påtager sig intet ansvar for flyselskabernes ændringer af eventuelle forud reserverede sæder, da alle flyselskaber tager forbehold for sådanne ændringer.

Fly- og check-in-tider i rejseplan og billetter

De i billetten og rejseplanen anførte tider er altid lokale tider. Efter udstedelse af flybilletter og rejseplan kan der forekomme tidsændringer. Kontroller derfor altid afgangstiderne i de fremsendte rejsedokumenter samt løbende under rejsen. Endvidere anbefales det, at kunden allerede ved ankomst til en bestemmelseslufthavn forhører sig om de aktuelle check-in tider. Oplysninger fra NYATI Safari eller luftfartsselskabet vedr. afrejsegates og terminaler er kun vejledende – ikke bindende. Der kan opstå forhold, der gør det nødvendigt at ændre afrejse fra én gate/terminal til en anden. Tjek derfor altid gate/terminal, også ved f.eks. flyskift med korte tidsintervaller.

Møde- og rejsetidspunkter

Kunden forpligter sig til at holde sig underrettet om evt. ændrede møde-, vidererejse- og hjemrejsetidspunkter ved at kontakte lokale agenter og luftfartsselskaber. Kunden forpligter sig ligeledes til at møde rettidigt på de i rejseplanen eller ved anden tydelig angivelse oplyste mødesteder og tidspunkter for ture, videre- og hjemrejse m.m. jvf. afsnittet om udeblivelse.

Øvrige betingelser

Rejserne gennemføres efter de af Forbrugerrådet vedtagne betingelser for deltagelse i pakkerejser. Alle vores fra-priser er vejledende, og vi tager forbehold for ændringer, fejl, prisstigninger og udsolgte fly.

Reklamation

Eventuelle klager og mangler ved rejsen skal meddeles luftfartsselskabet, NYATI Safari Lodge, NYATI Safari’s repræsentant på stedet eller i Danmark straks efter at manglen er konstateret, så fejlen/manglen kan afhjælpes med det samme. Rettes reklamationen direkte til det relevante luftfartsselskab eller NYATI Safari’s repræsentant på stedet, bør kunden sikre sig bevis her for, hvis fejlen/manglen ikke kan rettes på stedet, og kunden evt. senere ønsker at gøre krav gældende. Manglende reklamation vil i reglen medføre tab af retten til senere at kræve erstatning eller forholdsmæssigt nedslag.

Værneting/lovvalg

Ethvert krav mod NYATI Safari skal afgøres efter dansk ret. Klager eller søgsmål, der ikke kan afgøres af Pakkerejse Ankenævnet, skal afgøres ved Sø- og Handelsretten i Danmark.

NYATI Safari Video

NYATI Safari Video

Rejseforedrag

Nyati Safari
Nyati Safari
Kontakt NYATI
Ring til os på 70 26 04 07 eller skriv:
Venligst indtast alle påkrævede felter
Venligst indtast en gyldig email
Send
Kontakt os